Det er nu 3.
år i denne byrådsperiode for Ringkøbing-Skjern Kommune at august måned er fyldt
med budgettal, statistikker, mapper, mails og rapporter. Budgettet er på ca. 3
milliarder og består af mange mindre budgetter, der har stor betydning for
rigtig mange i Ringkøbing-Skjern Kommune. Et holdbart budget har betydning for
de ca. 5000 ansatte, og næsten for os alle som mere eller mindre brugere og som
skatteydere.
Det er ikke
nogen nem opgave, men vi politikere bliver klædt godt på af kommunens
embedsmænd med grundige beskrivelser, der gør det nemmere at se de menneskelige
og økonomiske konsekvenser af en besparelse eller investering.
I budgetår 2013, bliver kommunen ramt urimelig
hårdt på likviditeten af mange udefrakommende omstændigheder, som vi faktisk
ikke kan gøre hverken fra eller til. Det drejer sig om ca. 200 millioner, som
bl.a. er skyldig skat fra 2009, likviditetstab fra Udbetaling Danmark og færre
penge i bloktilskud. 200 mill. vil mangles på kassekreditten, og det gør det
rigtig svært at få alle øvrige budgetter til at hænge sammen.
Jeg håber
ikke vi kommer til at røre ret meget ved vores serviceniveau, da det er blevet
meget beskåret de seneste år. Skatteprocenten vil jeg heller ikke stemme for
skal stige, for den satte vi jo op med 0,4% for 2 år siden. Hvor skal vi så
finde pengene fra? Ja det er jo det vi 29 byrådspolitikere arbejder intens på
at finde ud af via alle vores papirer og statistikker, og en af måderne vil nok
være at udsætte forskellige byggerier og renoveringer af offentlige bygninger.
Besparelser på forskellige andre områder vil vi heller ikke komme uden om. Hvor
der præcis lægges op til at skære, vil blive offentliggjort fredag i denne uge
efter byrådets budget konference.
Det er træls
at spare og skære ned, for udover at vi skal fastholde en god offentlig service
skal der også nye initiativer til for at
holde gang i kommunen, og for at tiltrække nye borgere. Der er også nok af
ønsker til nye investeringer. Men hvad skal prioriteres op og hvad skal nedprioriteres?
Skal vi begynde med at samle de 13 rådhusbygninger til et eller 2 rådhuse, skal
det visionære projekt Kraft prioriteres fremfor en udvidelse af en håndbold
Arena? Er Innovationscentret og Cambus måske det allervigtigste? Og hvordan kan
nogle af disse dyre ønsker realiseres, når vi ingen penge har?
Ringkøbing-Skjern
Forsyning A/S solgte for nyligt El-nettet for 180 millioner kroner, men de
penge kan ikke uden videre komme i kommunekassen, da der så skal betales en
stor afgift til staten, men pengene kan nok være lidt behjælpelig ved
prioriterede investeringer, hvis der er politisk fodslag om det.
Alt i alt er
Ringkøbing –Skjern Kommunes budget for de næste 4 år en ligning med mange
ubekendte, som vi politikere skal forvalte på den mest fornuftige og
forsvarlige måde til gavn for borgere, medarbejdere, natur og erhvervsliv.
Det er en
spændende, men svær politisk opgave, som kræver tid, dialog og samarbejde, og
jeg tror på et godt resultat.