Proportionalitet
og omtanke i naturforvaltningen
Klumme i Altinget d.11-12-17
Sidste
tirsdag havde jeg – som flere andre af mine ”kolleger” fra en række andre
organisationer – fornøjelsen af at være inviteret ind til Miljø- og
fødevareministeren for at drøfte ønsker til en fremtidig naturpolitik. Jeg
synes, det er rigtigt godt, at alle interesser på den måde inviteres til at
spille ind med forslag til, hvordan vi bedst gør en forskel for naturen. Det er
en positiv dagsorden, som jeg er sikker på, at alle organisationer gerne vil
være med til at løfte.
Noget af
det, som jeg havde med til ministeren, var et klart ønske om, at naturindsatsen
bliver målrettet og sat i gang de steder, hvor der i forvejen er noget at
beskytte – og at det sker på en måde, så vi opnår den største effekt og mest
mulig inddragelse af de landmænd, der ejer eller plejer mange naturarealer.
Målretning
og inddragelse er nogle af de principper, som Naturpakken hviler på – og derfor
er det mit håb, at det også vil blive grundstenen i det beslutningsgrundlag til
en ny ammoniakregulering, som er en del af Naturpakken.
Ammoniakregler med store konsekvenser
I dag
betyder husdyrlovens regler om den specifikke ammoniakregulering, at rigtig
mange landmænd oplever, at naturen på deres egen eller naboens ejendom er med
til at begrænse udviklingen på bedriften – eller i værste fald betyder, at
produktionen skal udfases og bedriften lukkes ned.
Selvfølgelig
skal der tages hensyn til vores ammoniakfølsomme natur, og der enighed om, at
påvirkning med næringsstoffer er en af de helt store udfordringer for naturen i
det meste af Europa. Men det kan gøres på en måde, der giver mere mening for
både natur og landmænd.
Helhedsorienteret naturforvaltning
Ved
enøjet at fokusere på en række ammoniakkrav glemmer man, at det i mange
tilfælde ikke vil forbedre naturkvaliteten det mindste – tværtimod ender man
med at tvinge de landmænd væk, der aktivt kan bridrage til naturplejen.
I
Danmark har vi i gennemsnit en baggrundsbelastning af luftbåret kvælstof, der i
mange tilfælde betyder, at selvom man lukkede alle husdyrproduktioner i
nærheden af et naturområde, så ville belastningen alligevel ikke nå ned under
naturens tålegrænser. Derfor skal vi tage helt andre redskaber i brug, hvis vi
skal sikre en forbedring af naturkvaliteten på sådanne områder.
Hvor en
begrænsning af en nærliggende husdyrproduktion i mange tilfælde kun har mindre betydning
for naturen, så vil tiltag som afgræsning, slæt eller andre former for
naturpleje være med til at løfte naturværdien betragteligt.
Men dette
er desværre slet ikke en del af den måde, som husdyrreguleringen i dag er skruet
sammen på. Her pålægger man landmanden meget skrappe restriktioner uden
overhovedet at se på, hvordan naturen kunne forbedres gennem en målrettet
forvaltning.
For at
sætte det på spidsen så betyder den regulering, vi har i dag, at landmanden kan
blive tvunget til at lukke sin bedrift – uden at det reelt gør en forskel for
den nærliggende natur, som man ønsker at beskytte. Det er efter min opfattelse
helt ude af proportioner – og en rigtig dårlig måde at forvalte både vores
natur og vores samfundsøkonomi på.
Et andet
grotesk eksempel på de gældende regler er, at selvom en landmand med en
udvidelse af sin produktion faktisk ved hjælp af ny teknologi kan mindske påvirkningen
af nærliggende natur, så kan han opleve at få et afslag på en sådan ansøgning –
fordi han ligger over de krav til totaldeposition, som er fastsat for
naturområdet. I stedet er han nødt til at blive ved med at producere i sin
gamle stald uden miljø-, dyrevelfærds- og driftsmæssige forbedringer, indtil
stalden er slidt ned og banken betalt.
Mangel på proportionalitet i gældende regler
I stedet
for at sikre en forbedring af naturkvaliteten kan de gældende regler på flere
måder have den stik modsatte effekt. Ud over en langsommere indfasning af
moderne og miljøvenlige stalde betyder reglerne også, at der ikke er noget
incitament for landmanden til at etablere og pleje natur. Samtidig er reglerne
med til at tvinge landmænd væk fra de naturområder, hvor der er brug for, at de
engagerer sig i naturpleje. Det korte af det lange er således, at landmænd
pålægges meget store økonomiske konsekvenser, uden at det sikres, at det rent
faktisk gør en forskel for naturen. Det er helt ude af proportioner!
Derfor
er det tvingende nødvendigt med en gennemgribende ændring af ammoniakreglerne. Hvis
landmanden fx gives bedre mulighed for at etablere eller udvide sin bedrift mod,
at naturpleje indgår som et element i godkendelsen, så kan man sikre, at der
sker en forbedring for naturen samtidig med, at de økonomiske konsekvenser for
både landmanden og samfundet mindskes.
En anden
mulighed er at bruge erstatningsnatur som en del af husdyrgodkendelser. I mange
tilfælde vil den natur, som udløser ammoniakkrav, være et mindre naturområde,
som på trods af et tiltag på den nærliggende husdyrbedrift alligevel vil have
svært ved at opnå eller opretholde den ønskede naturkvalitet og -tilstand. I
sådanne tilfælde vil det give en langt bedre bundlinje for både natur og økonomi,
hvis landmanden gives mulighed for at udvide sin bedrift mod at etablere ny natur,
fx i forbindelse med andre naturarealer. På den måde sikres både mere natur og
ikke mindst mere sammenhæng i naturen.
Endelig
kan der også være et behov for at se på naturen i et lidt bredere perspektiv
end helt lokalt. Måske kan der opnås en langt bedre natureffekt ved at gøre en
indsats et helt andet sted, men på den måde, så der alt i alt kommer en grøn
bundlinje.
Behov for omtanke og forandringsvillighed
Som møderne
hos Miljø- og fødevareministeren i sidste uge nok viste, så er der en bred
enighed om, at naturen i Danmark har brug for en indsats. Men det nytter ikke
noget, hvis den indsats enøjet fokuserer på et element – som fx ammoniak – uden
at tage andre faktorer med. Fra Landbrug & Fødevarer har vi et klart mål
om, at der skal ske en ændring af den specifikke ammoniakregulering, men vi har
også en klar overbevisning om, at det med lidt omtanke og forandringsvillighed
kan ske på en måde, der i sidste ende giver en grøn bundlinje.